Spring til indhold

”I drukner i møg!”

Jenny Bonde har overlevet et par verdenskrige, tre ægtemænd, to søskende og sin datter. I dag er hun på en mission for at få de nye generationer til at forstå alvoren af de miljøudfordringer, verden står over for.

Vinden fejede ind over Byvej i Gislinge, da 90-årige Jenny Bonde stred sig op ad vejen på vej mod butikkerne og dagens indkøb. Et stykke papir passerede hende på sin flagrede færd gennem luften, et par flasker glimtede tomt og klistret i sollyset og en plasticpose fyldte luften med en knitrende lyd. Jenny stoppede op. Kiggede på hækken og det lille græsstykke bag den.

Her lå der mere skrald. Flere flasker, plastickopper, knitrende poser og sammenkrøllet papir.

Jenny sukkede. Trak vejret helt ned i maven, rettede skuldrene ud - og vendte om. Inden for ganske få minutter stod hun foran hoveddøren i sin nyere, ældrevenlige bolig på Vænget.

Hun låste sig ind, fandt symaskinen frem og syede sig et forklæde med store lommer. Derefter lagde hun et par store plasticposer i rollatorens kurv og gik ud på vejen. I de næste 6 timer samlede hun skrald. Hun fyldte lommerne på forklædet og de to store skraldesække igen, igen og igen.

”Jeg samlede 48 hundeposer op af en rende den dag. 100 snapsflasker, krukker, syltetøjsglas, plastickopper, plasticposer og papir. Det tog mig tre år, før jeg fik bund i det, og jeg gik ud 6-7 timer hver dag. Ihh, hvor jeg sled,” siger 102-årige Jenny Bonde, der dengang - for 12 år siden - havde fået nok.

Nok af svineri og skrald i gaderne, nok af, at hendes by ikke længere var et sted, hun havde lyst til at bo i.

Jenny i sit køkken

”Jeg synes, vi går en forfærdelig beskidt verden i møde. I drukner simpelthen i møg. Husk på, jeg er fra en anden tid. Jeg kan huske, hvordan det var, da der var rent. Det er ikke længere som dengang. Dengang var der ikke spor, der flød,” siger hun og lader minderne glide ind over øjnene, da hun læner sig tilbage i stolen.

Et uønsket navn

”Jeg blev født den 10. februar 1917 på Holbæk Sygehus. Mine forældre havde et landbrug ved Regstrup. Et landbrug med køer, grise og flere forskellige slags korn. Første verdenskrig var så småt ved at slutte - og det var en helt anden tid. Der var ikke nogen ledninger, intet elektrisk lys og ingen kloakering,” siger Jenny og ryster smilende på hovedet.

Vi havde ikke så meget moderne dengang. Ikke elektrisk lys - kun lampelys. Selv da jeg blev gift med min mand, der var 1. mejerist på mejeriet - og selv da vi boede lige på vejen ind til Holbæk, så var der ikke noget elektrisk lys.

Hendes far var landmand, usædvanlig dygtig med heste og en striks herre. Hendes mor var fra en stor gård i Østrig og var rejst til Danmark i skyggen af krigen, da der var bedre penge at tjene mod nord. Hun var en kvinde med ’ben i næsen’, der rugede sine egne kyllinger, for at skabe sig en lille indtægt i en tid, hvor kvinder ikke arbejdede.

”Da min far døde fik min mor gården - og hun var skrap. Hun var en kunstner med mad, manglede aldrig penge og var katolik. Hun døbte mig Magda Clara Kathrine, men da jeg blev konfirmeret og ikke ønskede at være katolik længere, blev jeg tvunget til at sløjfe det navn. Da blev jeg til Jenny Magda,” siger Jenny og fortæller, at hun resten af livet har måttet døje med et navn, hun slet ikke kan lide.

Kærligheden i et mejeri

Der har været en hel industriel revolution i Jenny Bondes levetid. Hun har oplevet arbejdsløsheden efter børskrakket i USA. Hitlers invasion af Danmark og en hverdag, der gradvist blev lettere og lettere for de danske husmødre på grund af en ny tids moderne hjælpemidler. Og så har hun levet i en tid, hvor det ikke altid har været nemt at drømme stort som kvinde, men hvor hun hele tiden har forsøgt at styre sin skæbne selv.

”Jeg mødte min mand, da jeg var 16 år. Jeg var kommet i tjeneste på en gård, gik hen på mejeriet for at hente mælk og så ham stå der. Høj og slank og med mindst tre piger, der var ude efter ham. ’Det er sådan en mand jeg skal have’, tænkte jeg. Han var dejlig. Hele hans væsen, hans venlighed. Jeg kom dér i to år, før han begyndte at lægge mærke til mig,” siger Jenny og smiler ved tanken om sin 12 år ældre mejerist, Armand Bonde, som hun blev gift med efter 6 års forlovelse, i en alder af 22.

Forandringer og kvindekamp

”Vi fik vores datter efter fire års ægteskab, og jeg var hjemmegående husmor. Jeg lærte mig selv at spinde garn og strikke. Jeg begyndte at synge, spille klaver og dyrke gymnastik. Der var ikke rigtig noget andet at lave som kvinde den gang. Jeg ville gerne have været arkitekt, men man skulle være tømrer eller snedker først, og det var jo umuligt,” siger hun og husker sit og Armands hus i Tuse By med glæde.

Det hus de byggede sammen - og som hun tegnede.

”Jeg havde tegnet huse altid, og da krigen sluttede, og vi købte 2000 kvadratmeter grund, sagde jeg, at jeg ville tegne vores nye hjem. Og det gjorde jeg så. Det blev bygget med de bedste materialer hele vejen igennem. Med flotte gulve, egetræsdøre, smukke tegl på taget - og med badeværelse. Vi var de første i hele Tuse by ,der fik badeværelse,” siger Jenny og bemærker, at det havde været et hårdt arbejde at være husmor uden kloakker og elektricitet.

”For mig har det altid været svært at være hjemmegående. Jeg ville have noget uddannelse, ville ikke bare gå dér. Men det blev heldigvis bedre. Efter at have tegnet vores hus, tegnede jeg også vores sommerhus. Jeg tegnede det og murede det selv. Ikke fundamentet og selve indmaden - men resten. Og jeg gjorde det alene. Min mand kom og hjalp en gang i mellem, men han havde jo travlt i mejeriet, hvor han var blevet mejeribestyrer,” siger hun og fortæller, at hun sideløbende med alt husbyggeriet også uddannede sig som regnskabsfører og i øvrigt fik job som organist i Butterup Kirke.

Et liv med tab

Telefonen i det andet rum ringer og afbryder Jenny Bondes talestrøm. Det er det ene af hendes børnebørn, der ringer for at fortælle, at hendes mormor har været i nyhederne igen. At der atter en gang har været et indslag om Jennys daglige skraldeindsamling i lokalområdet. Om en 102-årigs syn på en tid, hvor mennesket sviner mere end før.

Min mand kørte bilen og pludselig begyndte han at køre ind mod rækværket. Jeg måtte hive i rattet og trække håndbremsen. Det var på hovedvejen mod København, og den var helt galt med min mand. Han døde i bilen - blev kun 73 år. Nej, hvor var det forfærdeligt.

”Armand døde, da jeg var 60, min lillesøster blev kun 69 år, min datter døde af leverkræft og jeg har begravet to ægtemænd mere. Min lillebror ringede til mig, da han blev 98 og spurgte hvem af os to, jeg troede blev ældst. Få dage senere døde han også. I dag har jeg mine børnebørn - to meget dygtige piger. To kvinder med godt arbejde og masser af muligheder,” siger Jenny og nikker hen for sig selv, før hun løfter blikket og kigger ud af vinduet.

”Nu er jeg snart 103 år gammel. Jeg kan ikke rigtig huske, og jeg er halvblind af grøn stær. Da jeg var i begyndelsen af 80’erne fik jeg at vide, at stæren ville gøre mig blind, men jeg har taget kefirdråber hver dag siden da. Jeg tror, at det er kefiren, der gør, at jeg bliver gammel. Den og mine daglige ture ud efter alt det skrald, som I smider."



Feedback

Sidst opdateret

25.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin