Spring til indhold

”Lyst til at gøre en forskel – og ha’ det sjovt”

Jan Fjordbak er formand for Lokalforum i Knabstrup og har fået det frivillige arbejde ind med modermælken. Hans far var politisk aktiv, hans ungdom præget af 1970’ernes oprør, og som voksen har han kæmpet for bedre arbejdspladser.

Jan og hans studiekammerat kigger på hinanden og smiler stort, da de træder ind over tærsklen til deres nye hjem: Et lille husmandssted, der ligger perfekt mellem det kun 10 år gamle universitetscenter og togskinnerne mellem København og Roskilde.

Stedet, der om få timer skal lægge stuer og vægge til deres indflytterfest, er faldefærdigt og slidt. Der er gammeldags das, ikke nogen kloakering og græsset vokser højt og vildt omkring dem, da de bærer et par kasser Albani-øl med sig ind i mørket.

I løbet af et par timer begynder gæsterne at ankomme. En af dem har en rød fane med og det tager ikke lang tid, før den folder sig stolt og blafrende ud i toppen af husmandsstedets flagstang.

Jan, der er 22 år gammel og netop flyttet hjemmefra, griner, stryger en af sine lange lokker om bag øret og retter på den lasede cowboyjakke. Flaget virker ligesom passende til lejligheden – en god måde at fejre en månedlig husleje på kun 400 kroner, et liv som fuldtidsstuderende på RUC og den smugkro, de har store planer om at indrette i stalden.

”Vækkelsen var allerede sket i gymnasiet. Jeg blev politisk engageret og interesseret. Dengang bestod verden af ’flippere’, ’diskere’ og ’rockere’, og jeg begyndte – til min mors store fortrydelse – at lade håret gro og skifte til arbejdstøj og træskostøvler,” siger Jan Fjordbak med et skævt smil og stryger sig over det grå skæg.

I dag er han 60 år, formand for Lokalforum i Knabstrup og stadig politisk involveret.

”Det der flag, vi havde hejst op i flagstangen ..., det hang der også, da Erhard Jacobsen kørte forbi med toget, og det – og de andre bannere på RUCs facade - fik CD-politikeren til at se rødt. Rasende tog han emnet op i Folketinget, forlangte at få både flag og bannere fjernet,” siger Jan og fortæller, at han og hans venner grinede meget af den historie – over at deres røde flag endte med at blive en sag på højeste plan i dansk politik.

”Min far er min rollemodel”

Umiddelbart har Lokalforums formand ikke sit lokale engagement fra fremmede. Som dreng voksede han op i Herfølge, hvor hans far, der var smed, byggede en go-cart, en stor gynge og et legehus, der hurtigt blev samlingspunkt for børnene i parcelhuskvarteret.

”Min far var meget deltagende. Frivillig i boldklubben, en del af skolenævnet og af skolekommissionen. Han var politisk aktiv og interesseret i at bidrage,” siger Jan, og husker tilbage på en barndom, hvor begge hans forældre lagde vægt på, at der skulle være plads til alle og gerne gives en hjælpende hånd til de mennesker, der havde det svært.

”Det var inklusionstanken, før den blev opfundet, og jeg var aldrig i tvivl om, at begge mine forældre bidrog til fællesskabet,” fortæller han og smiler ved tanken om, at han stadig har en af sin fars kreationer hos sig.

Smedejernsgelænderet, der leder ind til hjemmet og psykologpraksissen i Knabstrup er lavet af hans far.

”Min far er min rollemodel, også selvom jeg valgte at blive akademiker. Begge mine forældre havde evnerne til at læse videre, men det var ikke en mulighed dengang. Det var en anden tid,” siger Jan og tilføjer, at hans far senere valgte at indhente den manglende skolegang ved at tage 9. klasses fag som pensionist.

Oprør og tilpasning

Men det var som sagt i gymnasiet og på universitetet, at den unge Jan Fjordbak for alvor mødte sit kald. Den gang var Karl Marx’ ”Kapitalen” den store bibel, og den blev nærlæst i de studiekredse han var en del af. Studiekredse ledet af tidligere elever.

”På det her tidspunkt var revolutionstankerne ved at gå lidt af mode, men jeg og mine medstuderende holdt dem i live lidt endnu. Der var en spøjs blanding af både oprør og tilpasning i luften. På den ene side kæmpede vi mod systemet og på den anden side stræbte vi efter at få så høje karakterer som muligt,” siger han og ryster lidt på hovedet ved tanken om, at hans unge jeg faktisk knoklede så meget, at han næsten fik mavesår af det.

”På RUC var al undervisning baseret på projektarbejde i grupper, og det gjaldt i høj grad om at finde ude af tingene selv. Det kom hurtigt til at dreje sig om, hvem der var klogest, og jeg husker tydeligt, at de andre kaldte mig for ’elitær’, når jeg ikke kunne lide det, de skrev og derfor valgte at skrive det om,” siger han.

Familiefar i en ung alder

Det var ikke kun de politiske tanker og ønsket om at ændre verden, Jan Fjordbak mødte på universitetet – han mødte også sin hustru.

”Hun var en del år ældre end mig og havde børn. Pludselig blev jeg en del af en familie med alt, hvad det indebar – vel i virkeligheden et ansvar jeg slet, slet ikke var moden til,” siger han og tilføjer, at de nye familieforhold, da heller ikke afholdt ham fra at tage fem måneder til Brasilien for at studere småbøndernes forhold i Amazonas.

”Jeg tog derover med en god ven, der også læste på RUC. Vi lærte portugisisk, rejste rundt og lavede et projekt på 250 sider. Og da vi så kom hjem igen, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det der revolutionscirkus var lidt til grin. VI havde jo interviewet en masse fattige mennesker og var nu hjemme i vores luksusliv igen. De fine teorier blev aldrig rigtig omsat til praksis,” siger han.

Mødet med psykologien

Rejsen og den nye familiesituation fik Jan til at skifte studium. Han begyndte at læse psykologi på Københavns Universitet.

”Jeg var en introvert type, og det meste foregik på indersiden. Det gav god mening at forsøge at blive klogere på mig selv,” siger han og tilføjer, at det nye studiums krav til enepræstation også var helt ok.

”Jeg var i den grad klar til at køre mit eget ræs igennem,” som han siger med et lille smil.

Efter et år som militærnægter på børnepsykiatrisk afdeling, læste Jan psykologi i 8 år og blev så ansat i Bedriftssundhedstjenesten, hvor arbejdsmiljøet var på dagsordenen.

”Det var enormt spændende. Jeg kom ud på forskellige virksomheder for at hjælpe med at skabe både gode og sunde arbejdspladser, og jeg mødte alt fra hjemmehjælperen til direktøren i forsøget på at få et godt samarbejde op at stå mellem alle parter,” siger Jan, der i det hele taget synes, at arbejdet som psykolog er fantastisk.

Dels fordi det giver ham mulighed for at møde så mange forskellige mennesker, og dels fordi jobbet føles som et privilegium og ofte indebærer stimulerende udfordringer.

I Knabstrups tjeneste

Efter en årrække som konsulent havnede Jan i en større fusion. Han valgte derfor at sige sit job op og prøve kræfter med livet som selvstændig. Et valg han ikke har fortrudt et eneste sekund siden.
Og så var det, at livet i Knabstrup bankede på. Livet i et smukt naturområde med masser af mulighed for fællesskab – og rigeligt med ting at engagere sig i.

”Det var egentlig min kone, der valgte at flytte hertil, og til at begynde med brugte jeg faktisk ikke byen rigtigt. Jeg kendte ikke nogen, var i min egen verden og havde nok i mig selv. Tiden gik med at renovere hus, starte min egen psykologpraksis, og at spille lidt fodbold i den lokale idrætsforening. Og så var det jo, at jeg blev involveret i lokalområdets frivillige arbejde” siger Jan.

Pas på lokalmiljøet

”Jeg havde egentlig ikke rigtig lyst til at involvere mig, men det lå jo ligesom alligevel i kortene. Så da de kom fra Lokalforum og bankede på, lod jeg mig overtale – også selvom jeg var noget forbeholden,” siger Jan og tilføjer, at det efter hans mening er ekstremt vigtigt at holde liv i de små lokalområder.

De store kommuner gør, at der bliver langt fra borgere til politikere, og derfor synes han, at det giver rigtig god mening at involvere sig.

”Især sidste år har været forrygende. Politikerne tog initiativ til projektet ’Knabstrup sætter kurs’. 100 dage i et samarbejde med Holbæk Kommune, hvor vi satte kursen for vores bys udvikling. I dag er der kun halvt så mange forretninger, som der var en gang. Byen har ikke længere noget fodboldhold, og der er et dalende antal børn. Det er vigtigt, at vi gør noget,” siger Jan, der dog også ser flere gode ting spire frem i området.

Han glæder sig eksempelvis over byens stolte tradition for frivilligt arbejde, det årlige loppemarked og det nye boligområde, der er på vej.

”Der er en vis livscyklus i alt det her. Når noget dør, kommer der noget andet frem. Sådan er det bare,” siger han og tilføjer, at hans liv på mange måder har ledt ham lige præcis hertil hvor han står i dag – med lysten til at gøre en forskel.



Feedback

Sidst opdateret

26.05.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin