Spring til indhold

”Så har vi hørt dig, Rikke!”

Hun voksede op blandt kommunister på Vestegnen og fik at vide, at hun fyldte for meget. I dag fylder Rikke Klindt for børnene i Jyderup - og der er ingen, der klager.

Det er i slutningen af 1970’erne, og der er ’kammeratskabsaften’ i Rikke Klindts barndomshjem. Børn, mænd, koner og højtuddannede politiske flygtninge fra østlandene har alle lagt vejen forbi hendes fars køkken i Brøndby Strand, hvor de nu sidder bænket med øl, vin og chips inden for rækkevidde. De politiske diskussioner bølger frem og tilbage over bordet. Verdenssituationen bliver vendt – og Rikke, der sidder med blandt de voksne, tager det hele ind.

Hendes far er aktiv kommunist, medlem af ’Partiet’, og i hendes hjem forventes det, at man kan tænke selv og sige sin mening. Det gælder om at gøre en forskel – og altid at kæmpe for det, man har kært.

Jeg lærte hurtigt, at den der sætning i virkeligheden betød, at jeg skulle holde min kæft – og derfor begyndte jeg lige så stille at fylde mindre, binde mine arme og ben fast til kroppen og lægge bånd på mig selv.

”Jeg har lært, at det gælder om at være fælles. At vi mennesker er skabt til at kaste os ind i fællesskab med andre, og at det først for alvor er dér, livet bliver værd at leve. Men jeg har også lært, at fællesskabet kan hæmme os. At ’de rigtige meninger’ kan få os til at miste os selv, hvis vi ikke passer på,” siger den i dag 42-årige kvinde fra Jyderup, der er medstifter af foreningen ’Det gode børneliv’ og har et hjerte, der banker for menneskers ret til at føle sig hørt, set og vigtige i deres eget liv.

Når hun tænker tilbage på sin egen opvækst og forældrenes lyst til at provokere og skubbe til det eksisterende samfund, så ser hun også hykleriet i 1970’ernes revolutionære.
”Det har altid strittet på mig, at man godt måtte elske rød – men at lyserød var skidt. At jeg godt måtte godt klippe mit hår, men ikke måtte barbere mine ben,” siger hun og tilføjer, at hun ofte følte sig forkert som barn, og at sætningen ’Rikke – så har vi hørt dig!’ fyldte meget i hendes hverdag.

”Jeg lærte hurtigt, at den der sætning i virkeligheden betød, at jeg skulle holde min kæft – og derfor begyndte jeg lige så stille at fylde mindre, binde mine arme og ben fast til kroppen og lægge bånd på mig selv,” siger hun og understreger, at det ikke var nemt at stilne en umiddelbar barnesjæl med store armbevægelser og appetit på livet.

Forhindringer for fællesskabet

Som Rikke ser det, så har vi alle lyst til at give noget til fællesskabet – det er bare ikke altid, vi kan, fordi rigtig mange af os møder forhindringer i dagligdagen. Forhindringer i form af manglende energi, manglende tid og manglende overskud. Eller et alt for krævende arbejde eller for ringe sociale kår.

Der er dog heldigvis et iboende paradoks i fællesskabstanken. Selvom forhindringerne æder af vores overskud til hinanden, så giver fællesskabet i for eksempel de sociale boligbyggerier også vækst i selve identitetsfølelsen og bevidstheden om at man ’hører til’.

”Jeg er fra ghettoen – og jeg har set mange børn fra familier, der var under pres. Set de enlige forsørgere, familier ramt af sygdom, arbejdsløsheden og alene-kvinderne med flere børn. Men jeg er også vokset op med den der stærke identitetsfølelse og følelsen af frihed dér på Københavns Vestegn,” siger Rikke og fortæller, at hendes barndoms Brøndbystrand måske nok på overfladen var et betonbyggeri med sociale udfordringer, men at der også var fodbold, veludviklede stisystemer og en hel strand at boltre sig på.

”Vi boede i gårde, så vi kunne pifte nede på græsplænen, og så havde vi pludselig nok til to store rundboldhold. Der var rigtig mange børn i Brøndbystrand – og som barn kom vi tæt på hinanden. Vi løb ind og ud af lejlighederne og vidste godt, at der ikke var mange såkaldte ’almindelige familier’ i vores nabolag. Men vi vidste også godt, hvem vi var, hvor vi hørte til, og at vi var en del af den samme virkelighed og det samme lokalområde,” siger hun.

Sygdom og mobning

Da Rikke er godt otte år, bliver hendes far, der i årevis har været syg af muskelsvind, for alvor ramt af sygdommen, og da han jo er medlem af ’Partiet’, flyver DKP ham til et hospital i Sovjetunionen for at blive behandlet. Rikke husker dagen, hvor hendes far går ud af lejligheden. Husker, hvordan hendes mor ligesom skubber ham ud ad døren for ikke at begynde at græde.

Det var virkelig voldsomt den der mobning. Jeg blev jagtet hjem fra skole, blev skubbet omkuld i gården og de andre børn ville ikke tale til mig. De lukkede mig ude, og jeg forstod ikke hvorfor.

Farens afrejse bliver et vendepunkt for den lille familie. Selvom han kommer hjem igen nogle måneder senere, så ender det i skilsmisse et par år efter, og Rikke flytter med sin mor, mens hendes to yngre søstre bliver hos hendes far. Et skifte, der kommer nogenlunde samtidig med, at den nu 11-årige pige, der ellers har klaret sig rigtig godt i skolen, begynder at blive mobbet.

”Det var virkelig voldsomt den der mobning. Jeg blev jagtet hjem fra skole, blev skubbet omkuld i gården og de andre børn ville ikke tale til mig. De lukkede mig ude, og jeg forstod ikke hvorfor. Måske var det fordi, der var nogle af de andre børn, der havde det virkelig skidt – og at det jo ligesom skulle gå ud over nogen,” siger Rikke og ryster på hovedet over en tid i hendes liv, som heldigvis stoppede, da hendes mor valgte at lade hende skifte skole i 5. klasse.

Derefter begyndte tingene ligesom at falde i hak, Rikke skruede endnu mere op for den redskabsgymnastik, hun havde dyrket fra helt lille, og trænede intensivt i fire år. Lige indtil hun kom i lære som tjener i en alder af 16 og pludselig så fordelen i at tjene sine egne penge.

Tid til at stå af ræset

”Som tjener så knokler man. Det er hårdt, og det er konstant – jeg var altid på arbejde. Jeg følte det lidt ligesom at gå på stylter. Som om jeg konsekvent skulle spænde alle mine muskler i kroppen, passe på ikke at træde på noget og hele tiden passe på andre,” siger Rikke og kommer til at tænke på at hendes liv nok altid har været sådan.

I hvert fald fra hun var barn, til hun selv fik børn.

”Det var først dér, jeg lærte at komme ned fra de der stylter,” siger hun og fortæller, at graviditeten med hendes ældste datter Mathilde for alvor fik hende til at se sig selv i øjnene og skrue ned for blusset.

”På det her tidspunkt havde både jeg og min mand Sebastian arbejdet som heste i årevis. Men nu gad vi ikke mere. Vi ville ud og bo et sted, hvor vi ikke behøvede at arbejde 80 timer om ugen for at få det til at løbe rundt. Vi ville rive et år ud af kalenderen, tage ungerne hjem fra deres institutioner og lægge vores kost og livsstil helt om,” siger hun og smiler ved tanken om en beslutning, der kom til at ændre radikalt på hendes livssyn.

”Jeg så det her hus her i Jyderup. Det var noget gammelt møg, men der var simpelthen så højt til loftet og store vinduer ligesom hjemme på Nørrebro, hvor vi havde boet før,” siger Rikke og husker tilbage på et halvt år, hvor hun nærmest ikke lavede andet end at sove, træne, spise sundt, finde ind til sine egne gode rutiner og dykkede ned i en ordentlig omgang personlig udvikling.

”Jeg faldt simpelthen ned ad stylterne. Jeg kunne ikke leve op til mine egne krav om, hvad jeg skulle være. Kunne ikke være dygtig både hjemme og på arbejde. Jeg følte mig som en fiasko på den allermest omfattende og dybe måde. Som mor, som kvinde, som borger og i mit arbejdsliv,” siger hun og fortæller, at hun simpelthen blev kastet ud i en stressreaktion, da hun først tog hul på helingsprocessen.

Blev irritabel, sur og fuldstændig tørlagt for overskud.

Alle har ret til en fest

Og så... efter et halvt år begyndte tingene at løse sig.

Rikke kom ned fra sine stylter, lærte at lade være med at have ’antennerne ude hos alle andre’, som hun kalder det.

”Jeg lærte at mærke mig selv, under det første år her i Jyderup. Vi lagde simpelthen alt om, – og det endte med at blive en ekstremt helende proces. Et helt år, hvor vi ikke lavede andet end at komme på benene igen. Et år, hvor jeg lærte, hvad det i virkeligheden er, der fylder mig op. Det dér med at gå i seng, når man er træt, ikke spise sukker, få vand nok og gå en tur. Og så prioriteterne. Prioriteterne, der for mig er: Mand, børn mig-selv... først..., og derefter alle de andre,” siger Rikke og smiler.

For med den nye livsstil og de mange helede ar dukkede overskuddet til fællesskabet nemlig også op.

Under en MGP-fest for Rikkes døtre og deres venner, hvor der både var stemmesedler, drinks i farver, amerikanske ’cup cakes’ og strutskørter, slog det pludselig ned i hende ’at det da var en oplevelse alle børn burde have i deres liv. At alle børn har ret til en MGP-fest.’ Og at det rent faktisk var noget, hun både kunne og ville gøre noget ved.

Stedet, der binder det hele sammen

”Det var helt sikkert Brøndbystrandpigen, der stak sit hoved op der. Jeg vidste jo fra min egen opvækst, at der er børn i Danmark, som ikke får den slags oplevelser, jeg nu så mine egne piger have. Børn, der kigger på ude fra og ser en del af livet, som de ikke kan være med i,” siger Rikke og tilføjer, at det ikke tog lang tid, før den indledende tanke voksede til meget mere og faktisk kom til at danne grundlaget for foreningen Det gode Børneliv.

Vi vil rigtig gerne være stedet, der binder det hele sammen. Både for de børn, der har - og dem, der ikke har. De skal alle mærke, at de er lige vigtige, og at der altid er plads til dem.

Kort efter MGP-aftenen gik Rikke nemlig sammen med to lokale kvinder: Ann Cecilie Flått og Mette Kallenbach.

”Det var i 2017, vi begyndte foreningen, og senere kom Gitte Landt og Nana Winther Lyster også til. I dag har vi minimum 8 årlige arrangementer i Jyderup. Vi holder Skt. Hans, fastelavn, MGP, Torvedag - og nu står vi også bag hele børneområdet på SKVULP, der jo er Holbæk Kommunes Kultur- og Havnefestival,” siger Rikke, der er ekstremt glad for al den vind i sejlene, foreningen har fået. 
Fra både frivillige, kommunen og de mange familier i lokalområdet.

”Vi vil rigtig gerne være stedet, der binder det hele sammen. Både for de børn, der har - og dem, der ikke har. De skal alle mærke, at de er lige vigtige, og at der altid er plads til dem,” siger hun og tilføjer, at hun - i sit voksne liv - har taget idéerne om fællesskabet med sig fra sine forældre, men så absolut har lagt ideen om ’de rigtige holdninger’ fra sig.



Feedback

Sidst opdateret

18.10.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin