Spring til indhold

Velfærdsbudget på plads

PRESSEMEDDELELSE | Et flertal i Kommunalbestyrelsen har godkendt Budget 2020-2023. Efter mange års store udfordringer med økonomien, er der plads til et løft af velfærden. Stærk styring af økonomien er dog fortsat øverst på dagsordenen politisk og i alle dele af organisationen.
06.11.2019

Budget 2020 fortsætter den gode udvikling fra sidste år og giver et samlet løft til velfærden. Det står klart, efter et flertal i Kommunalbestyrelsen godkendte budgettet for næste år. Borgmesteren understreger dog, at principperne for styringen af økonomien fortsat skal efterleves.

”Der er gennem mange år kæmpet hårdt i alle dele af organisationen for at få styr på økonomien i Holbæk Kommune. Den kræftpræstation begynder vi at høste frugterne af i næste års budget. Vi er ikke i mål endnu og der er stadig brug for at vi fortsætter linjen med en meget stærk økonomisk styring. Til næste år kan vi dog i højere grad end tidligere løfte områder, der har et særligt behov. Det er tydeligt i det vedtagne budget og det er jeg rigtig stolt af”, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.

Partierne bag det vedtagne budget underskriver den politiske aftale

Flere områder løftes

Et af de områder, der prioriteres i næste års budget, er folkeskolen. I lighed med sidste år afsættes der ekstra 15 millioner til området.
Ligesom i mange andre kommuner, har Holbæk Kommune kæmpet med store budgetoverskridelser på det sociale område de seneste år. Med aftalen om Budget 2020 løftes socialområdet med sammenlagt 25,5 millioner kroner.

Herudover er der fundet 8 millioner kroner til en styrkelse af hjemmeplejen, hvor der vil være fokus på medarbejdernes arbejdsforhold for derved at gøre dem bedre i stand til at levere den pleje og omsorg, de ældre har brug for.

Stort anlægsbudget

På anlægssiden bruges der flere penge på renovering af kommunens bygninger og veje til næste år. Herudover er der penge til forbedringer af de lokale børnehuse, etablering af en ny tandklinik og en styrkelse af Holbæk Uddannelses- og Studiecenter.

For mange cyklister er der desuden gode nyheder. Partierne afsætter således penge til en cykelsti mellem Søstrup og Holbæk og en sti mellem Stigs Bjergby, Mørkøv og Skamstrup.

Fjerner en række besparelser

Partierne bag budgettet fjerner desuden en række besparelser, som var med i det første forslag til budget.

For eksempel dropper politikerne besparelser på de forebyggende indsatser på socialområdet. Det samme gælder en foreslået besparelse på 5 millioner kroner på dagtilbuddene og en række besparelser på ældreområdet.

Det grønne på dagsordenen

Partierne bag aftalen sætter også fokus på en række grønne initiativer. Holbæk Kommune har gennem flere år været klimakommune i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Næste skridt er at blive klimakommune plus, hvilket kan opnås gennem blandt andet at skubbe på energirenoveringen i kommunen og en mere grøn indkøbsprofil. Herudover lægger politikerne op til en gennemgang af kommunens egen kørsel og arealer for at finde flere grønne løsninger.

Finansiering

Politikernes prioritering af udvalgte områder betyder dog også, at alle områder skal spare i et vist omfang.
Holbæk Kommune risikerer nemlig en stor bøde, hvis den overskrider den såkaldte serviceramme, som hvert år fastlægges af staten og KL. Så hvis man vil styrke et område, kræver det, at man finder pengene andre steder.

Nogle af besparelserne i næste års budget skyldes laverer aktivitet. Det gælder for eksempel arbejdsmarkedsområdet, hvor en lav ledighed betyder færre borgere med behov for hjælp.

Men på socialområdet skal der eksempelvis spares ved at forhandle kontrakter med private leverandører og ved at reducere serviceniveauet for enkelte grupper. 

Pengene til de prioriterede områder finansieres herudover primært gennem en række effektiviseringer, som politikerne godkendte i foråret, samt en beskæring af bufferen til uforudsete udgifter med 11,5 millioner.

Det er Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Lokallisten for Hele Holbæk Kommune, der står bag Budget 2020-2023.

Du kan læse den politiske aftale om budgettet her

Du kan læse den politiske sag på kommunalbestyrelsens dagsorden her



Feedback

Sidst opdateret

15.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin